Habile borgere
En habil borger kan selv fravælge livsforlængende behandling i et aktuelt sygdomsforløb. Det er lægens vurdering om borgeren er habil, og at der foreligger en aktuel sygdomssituation. Borgeren skal informeres om konsekvenserne af dette fravalg. Andre habile borgere, som ikke er i et aktuelt sygdomsforløb, og som vil fravælge livsforlængende behandling i en fremtidig situation, skal tegne et behandlingstestamente.
Varigt inhabile borgere
Hvis borgeren er varigt inhabil, er fravalg af livsforlængende behandling, herunder afbrydelse af igangværende behandling, altid en lægefaglig vurdering. Lægen skal i det omfang det er muligt, inddrage borgeren i overvejelserne. Det sygeplejefaglige personale skal medvirke til at sikre, at lægens beslutning om pleje og behandling tydeligt fremgår af Cura. Hvis en varigt inhabil borgers helbredstilstand forværres væsentligt, og der ikke allerede foreligger en skriftlig aftale om genoplivning, er det det sygeplejefaglige personales ansvar at kontakte behandlingsansvarlige læge, som skal tage stilling til, hvordan det sygeplejefaglige personale skal forholde sig i tilfælde af hjertestop. Aftalen skal være skriftlig fra lægen og dokumenteres i Cura.
Genvurdering af fravalg af livsforlængende behandling
Det sygeplejefaglige personale skal sikre, at der laves aftale med den behandlingsansvarlige læge om og i givet fald hvornår, der skal være kontakt med henblik på genvurdering fravalg af livsforlængende behandling. Hvis helbredstilstanden væsentligt forbedres, skal den behandlingsansvarlige læge informeres med henblik på en genvurdering.
Pårørende
Den habile borger bestemmer selv, om de pårørende skal involveres i samtalen om fravalg. Hos den inhabile borger bør de pårørende så vidt muligt inddrages, så lægen kan få så god en fornemmelse som muligt af borgerens præferencer. Men de pårørende har ikke direkte indflydelse på hverken tilvalg eller fravalg af behandling. Når borgeren er inhabil er det alene lægen, der tager sådanne beslutninger.
Dokumentation
Al kommunikation og aftaler med lægen og livsforlængende behandling og genoplivning ved hjertestop skal dokumenteres i Cura. Oplysninger om Behandlings-/ eller Livstestamente findes på fmk-online.dk
Transport med ambulance
For patienter, hvor der er truffet beslutning om fravalg af livsforlængende behandling herunder genoplivningsforsøg, skal der forevises dokumentation for fravalget inden kørsel med ambulance eller patienttransport.
Dokumentationen vises til ambulancepersonalet på din iPad skærm.
Ligsyn
Hvis døden bliver konstateret af sygeplejefagligt personale, skal der efterfølgende foretages ligsyn. Det sygeplejefaglige personale skal derfor underrette den behandlingsansvarlige læge eller anden tilkaldt læge om dødens konstatering, dødstidspunktet og omstændighederne, f.eks. om afdøde har pacemaker.