Før kørsel skal ”Aftale om kørsel i borgers private bil” indgås imellem borgeren/dennes repræsentant og lederen af botilbuddet/bostøtten/ledsageordningen. Aftaledokumentet kan findes i CURA, og arbejdsgangen er beskrevet på arbejdsgange.aalborg.dk.
Når aftaledokumentet er udfyldt og underskrevet af leder og borgeren/dennes repræsentant, skal det gemmes på CURA i overensstemmelse med arbejdsgangen.
Hvis borger selv ikke kan indgå aftale om kørsel, købe bil eller sikre overholdelse af nedenstående forpligtelser, kan en repræsentant stå for det på borgers vegne.
Repræsentanten kan være en økonomisk værge eller en pårørende. Borger behøver ikke stå som ejer af bilen. Bilen kan være ejet af en pårørende, som stiller den til rådighed. I så fald vil den pårørende anses som ejer og skulle opfylde nedenstående forpligtelser.
Hvis der er en økonomisk værge, er det altid denne, der skal indgås aftale om bil og kørsel med.
Borgeren kan ikke kræve at blive kørt i egen bil, hvis det vurderes af lederen, at træning i transport i offentlige transportmidler er nødvendig for større selvstændiggørelse. Hvis en borger ikke kan tage offentlig transport med ledsagelse – herunder taxa med ledsagelse – skal tilbuddet sørge for, at borgeren kan køres i tilbuddets bus eller i borgers private bil, når der er et reelt behov til både selvvalgte og ikke-selvvalgte aktiviteter.
Nogle borgere har en bevilget handicapbil, fordi Bilteamet har vurderet, at de har et kørselsbehov, og at de ikke kan benytte offentlig transport. Denne vurdering er vi forpligtet til at følge, og vi kan derfor ikke nægte kørsel ved behov i disse situationer.
Når tilbuddet vurderer, hvilken transportmulighed der skal anvendes, kan vurderingen også være baseret på, hvad der er den mest effektive anvendelse af tilbuddets ressourcer. For eksempel kan individuel ledsagelse i nogle tilfælde spare medarbejderen tid, hvis der køres i bil fremfor, at der tages en offentlig bus. Da borgerne selv skal betale for bilen, vil det ikke påføre tilbuddet ekstra udgifter.
Borgeren kan godt klage over ovenstående vurdering. Da der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed og faglig vurdering i praksis, skal klage rettes til lederen af tilbuddet.