Psykosocialt beredskab for ledere og medarbejdere

Aalborg Kommune har etableret et psykosocialt beredskab, hvor du kan få hjælp, hvis du oplever symptomer på stress som følge af dit arbejde.

Kontakt det psykosociale beredskab på 2520 1390

  • Mandag – onsdag  kl. 15.30 – 16.30 
  • torsdag kl. 15.30 – 17.00

Har du ikke mulighed for at kontakte os inden for disse tidspunkter, kan du sende en SMS til 2520 1390 eller skrive en mail på stresstilbud@aalborg.dk om at du gerne vil kontaktes. Så ringer vi dig op i løbet af nogle dage.

Hvem gælder tilbuddet for?

Alle med behov kan kontakte os, og der er fortrolighed i samtalerne. Vi beder dig dog ved starten af samtalen om at oplyse fra hvilket område du ringer; Sygeplejen, Plejebolig, Hjemmeplejen eller Center for særlige tilbud – bare for at nævne nogle eksempler på områder. 

Kontakten er vederlagsfri.

Tilbuddet gælder selvfølgelig også vores ledere, der i denne periode har en særlig rolle som piloten i cockpittet. Det kan for ledere også være sparring til at håndtere hverdagens udfordringer og arbejdspladsens fortsatte trivsel.

Du kan som leder også kontakte os, hvis der er behov for at en medarbejder bliver ringet op. Dette skal dog være aftalt med den pågældende medarbejder.

Hvordan foregår det?

Årsagerne til symptomer på stress kan være mange og nogle gange svære at forstå. Derfor har du nu muligheden for at få en snak med en udenforstående.

Du vil blive mødt af psykologer fra Center for Mental Sundhed som har særlig viden om stress via Åben og Rolig forløb. De vil kunne hjælpe dig med at forstå og tolke dine symptomer, så du kan træffe de nødvendige beslutninger i dit arbejdsliv.

Hvem står bag?

Lige nu er der mange forandringer, påvirkninger og belastninger, der er affødt af COVID-19 pandemien. Derfor har Krisestaben besluttet, at der iværksættes et tilbud, som kan støtte dig her og nu i den vanskelige situation.

Det er Center for Mental Sundhed, Sundheds- og Kultur forvaltningen, der stiller ressourcer til rådighed.

Del indhold