Job og Velfærd
Links til indsatsen mod COVID-19
- Arbejdsretlige forhold
- Hygiejneinstruks COVID-19
- Indsatsplan og actioncards COVID-19
- Psykosocialt beredskab for medarbejdere
- Systematiske tests og smitteopsporing, herunder vejledning til indberetning
Infomails til ledere
April til juni 2022
Ledermail til Voksenafdelingen og udvalgte ledere i Børne- og Familieafdelingen i Job og Velfærd, den 28. juni 2022
Kære ledere i Voksenafdelingen og udvalgte ledere i Børne- og Familieafdelingen
Sommeren har for alvor meldt sin ankomst og ret forude venter sommerferien på os. Men, inden vi ringer ud til sommerferie, er det tid til at genbesøge, hvordan vi skal håndtere corona lige nu.
Ny strategi
Der er i sidste uge kommet nogle klare udmeldinger om, hvordan vi skal forvente at håndtere corona hen over sommeren og ind i efterår og vinter.
Den væsentligste pointe er, at strategien er skiftet fra at forebygge smitte til at forebygge alvorlig sygdom. Den nye strategi betyder, at vi forventeligt skal tåle flere syge på samme tid, men færre alvorligt eller langvarigt syge. Med strategiskiftet forventer vi langt færre restriktioner, end vi har set tidligere.
Her er, hvad vi ved lige nu:
Smitten stiger lidt
Som du sikkert har hørt i pressen, er antallet af smittede steget lidt de seneste uger. Det er på ingen måde alarmerende, men en høflig påmindelse om, at corona fortsat findes. Vi skal med andre ord vende os til at leve med corona og få en hverdag til fungere sammen med corona.
Bliv hjemme, hvis du er syg
Uanset hvad du fejler så bliv hjemme, hvis du er syg. Det er en af de helt store lektier, vi har taget med os efter mere end 2 år med corona. Ved at blive hjemme, når du er syg, er du med til at passe godt på dig selv og forebygge, at kolleger eller andre bliver syge.
Superhelte spritter også hænder
En lille god gerning med meget stor effekt er, at vi alle er gode til at huske at spritte hænder. Tjek om I har let adgang til håndsprit på de steder, hvor mange kommer forbi i din afdeling, så bliver alle mindet nænsomt om at spritte hænder.
Rengøring af kontaktpunkter
Vi skal holde fast i jævnlig rengøring af de steder, som mange rører ved. F.eks. kaffeautomat, kopimaskine, dørhåndtag og lyskontakter. Rengøring er rigeligt – det behøver ikke være med sprit.
Skal medarbejdere testes?
Lige nu er der ikke noget krav om, at medarbejdere bliver testet – uanset om de har symptomer eller ej. Der er heller ikke noget krav om, at man skal lave smitteopsporing på arbejdspladsen, hvis en medarbejder er testet positiv for corona. Men, der er situationer, hvor det kan være vigtigt, at man som privatperson lader sig teste:
- Hvis man har symptomer forenelige med corona OG er i særlig risiko for et alvorlige forløb med corona. Læs mere om personer i øget risiko her: Covid-19: Personer i øget risiko - Sundhedsstyrelsen
- Hvis din læge vurderer, at der er behov for at afklare, om dine symptomer stammer fra smitte med corona
For personer i øget risiko for et alvorligt forløb med corona, er der mulighed for at få medicin, som kan medvirke til et mildere forløb. Det er din læge, der vurderer, om det er relevant for dig.
Vær dog opmærksom på, at der er helt særlige regler for botilbud, og at de har fået besked om, hvordan de skal forholde sig. Her laves der fortsat smitteopsporing og anbefales test.
Vaccination – boosterstik
Der vil blive tilbudt boosterstik til følgende målgrupper i den kommende tid:
- NU: Borgere, der af egen læge eller speciallæge vurderes at være i særlig risiko
- Fra 15. september: Borgere på botilbud
- Fra 1. oktober: Alle borgere over 50 år – vi forventer, at alle indkaldes samtidigt, og at man bestiller tid, hvis man ønsker at benytte sig af tilbuddet.
Der er på nuværende tidspunkt ingen melding om, at særlige personalegrupper tilbydes vaccine uanset alder.
Skal vi til at gå med mundbind?
Vi har tidligere været vant til at skulle bære mundbind flere steder i samfundet, herunder på store dele af vores område. Der ikke tegn på, at man vil indføre det i denne omgang.
Mon hele samfundet bliver lukket ned igen?
Det er så svært at spå – især om fremtiden. Men med skiftet af strategi fra at forebygge smitte til at forebygge alvorlig sygdom, synes det væsentligt mindre sandsynligt.
Vi følger udviklingen og de nationale udmeldinger tæt og vil løbende informere jer om ændringer.
Indtil da håber jeg, at I alle får lejlighed til at nyde sommeren her eller i udlandet – det kan vi vist alle trænge til.
Venlig hilsen
Arne Lund Kristensen
Direktør
Ledermail til Voksenafdelingen og udvalgte ledere i Børne- og Familieafdelingen i Job og Velfærd, den 24. juni 2022
Kære ledere i Voksenafdelingen og udvalgte ledere i Børne- og Familieafdelingen
Så er der kommet nogle klare udmeldinger om, hvordan vi skal forvente at skulle håndtere COVID-19 hen over sommer og ind i efterår og vinter. Den væsentligste pointe er, at der er skiftet strategi FRA at ville undgå smitte TIL at ville undgå alvorlig sygdom og indlæggelse. Det må forventes at betyde, at vi skal tåle flere er syge på samme tid, men at de ikke bliver alvorligt eller langvarigt syge. Men, det betyder samtidigt, at vi forventer langt færre restriktioner, end vi har set det tidligere. Her er, hvad vi ved lige nu:
Selvtest forventes indført 2 gange ugentligt for medarbejdere
Vi forventer, at det i løbet af kort tid vil blive anbefalet, at medarbejdere på socialområdet tilbydes selvtest 2 gange om ugen. Vi afventer tidspunkt for opstart.I skal vide, at vi har rigeligt med selvtest på lager, og vi anbefaler derfor, at I bestiller til en uges forbrug ad gangen.
Vaccination – boosterstik
Der vil blive tilbudt boosterstik til følgende målgrupper i den kommende tid:
- NU: Borgere, der af egen læge eller speciallæge vurderes at være i særlig risiko
- Fra 15. september: Borgere på botilbud
- Fra 1. oktober: Alle borgere over 50 år
Der er på nuværende tidspunkt ingen melding om, at særlige personalegrupper tilbydes vaccine uanset alder.
Systematisk PCR-test af medarbejdere
Vi forventer, at medarbejdere på socialområdet tilbydes systematisk PCR-test fra den 15. august. Der vil blive tilbudt én PCR-test hver 14. dag.
Mundbind
Vi har tidligere været vant til, at der er blevet indført et generelt krav om brug af mundbind flere steder i samfundet, herunder også på store dele af vores område. Der ikke tegn på, at man vil indføre det i denne omgang. Men, selvfølgelig skal der bruges mundbind ved mistanke om eller bekræftet smitte med COVID-19, sammen med øvrige værnemidler.
Besøgsrestriktioner
Der er en stor opmærksomhed på at gå efterår og vinter i møde med så få restriktioner som muligt. Der er derfor heller ikke nogen forventning om, at vi kommer til at se besøgsrestriktioner, som vi husker det fra starten af epidemien.
Vi følger udviklingen og de nationale udmeldinger tæt og vil løbende informere jer om ændringer.
Venlig hilsen
Arne Lund Kristensen
Direktør
Ledermail til Voksenafdelingen og udvalgte ledere i Børne- og Familieafdelingen 14. juni 2022
Sommeren står for døren, og det er længe siden, jeg sidst har skrevet om håndtering af COVID-19 til jer. Men nu er der lidt nyt om ophør af systematisk test af medarbejdere. Samtidig holder vi et vågent øje med udviklingen af smitte, som lige nu ser helt roligt ud. Sker der ændringer i situationen, så vil I, som altid, blive informeret så hurtigt som muligt.
NYT Slut med systematisk test af medarbejdere
Myndighederne har ændret sine anbefalinger for systematisk test af medarbejdere således, at systematisk test af medarbejdere indstilles for nu.
Det betyder, at medarbejdere IKKE længere vil blive tilbudt systematisk test på vores friteststeder.
FASTHOLDES Smitteopsporing på botilbud
Anbefalingen om at lave smitteopsporing og test fastholdes på botilbud. Hjælp til smitteopsporing og bestilling af test til borgere sker fortsat via smitteopsporingslinjen - ring 2520 0263.
Medarbejdere har adgang til PCR-test følgende steder:
- Hvis du er på arbejde, når testteamet kommer for at teste borgere
- Hos Regionen – se her for teststeder og åbningstider og bestil tid på www.coronaprover.dk
Alternativt kan medarbejdere anvende selvtest.
NYT Ændrede åbningstider for smitteopsporingslinjen
Gældende fra og med onsdag den 15. juni 2022 er åbningstiderne:
- Hverdage kl. 9-13
- Weekend og helligdage kl. 9-11
Værnemidler
Der kan fortsat bestilles gratis værnemidler fra Aalborg Kommunes værnemiddellager. Dog er lageret udgået for visse varer og vil indenfor nogle uger/måneder udgå for lidt flere. Det drejer sig om:
- Nitrilhandsker i str XS (er udgået)
- Håndsæbe 500 ml (er udgået)
- forklæder uden ærmer (vil udgå)
- håndsprit og overfaldedesinfektion i plastflasker (vil udgå)
Det betyder, at disse varer fremover skal købes ind via de almindelige indkøbsaftaler med fx Abena. I True Trade vil der blive åbnet for varenumrene fra de almindelige indkøbsaftaler i takt med at værnemiddellageret udgår.
Venlig hilsen
Arne Lund Kristensen
Direktør
Ledermail til Voksenafdelingen og Børne- og Familieafdelingen i Job og Velfærd, den 29. april 2022
Kære ledere i Voksenafdelingen og udvalgte ledere i Børne- og Familieafdelingen
Så er der endelig kommet en længe ventet opdateret retningslinje fra Sundhedsstyrelsen om håndtering af COVID-19 på vores område. Den tager højde for, at smittespredningen er stærkt faldende, men vi skal stadig være opmærksomme på at forebygge yderligere smittespredning. Jeg ved, at I alle hver dag gør alt for at følge anbefalingerne om smitteforebyggelse, som er:
- Bliv vaccineret
- Bliv hjemme hvis du er syg
- Hold afstand
- Luft ud og skab gennemtræk
- Vask hænder tit eller brug håndsprit
- Gør rent. Særligt på overflader, som mange rører ved
SLUT med mundbind ved tæt borgerkontakt
Fremover skal medarbejdere kun bruge mundbind, når der er mistanke om eller bekræftet smitte med COVID-19. På den måde kan vi vende tilbage til en hverdag, næsten som vi kender den fra før COVID-19.
NYT Test svarende til dag 0 - borgere
Indtil i dag har anbefalingen været, at borgere BÅDE fik en hurtigtest OG en PCR-test i forbindelse med smitteudbrud på botilbud. Fremover anbefales borgere en PCR-test på dag 0.
NYT Test svarende til dag 0 medarbejdere
Det anbefales, at medarbejdere på botilbud får lavet ENTEN en PCR-test ELLER en selvtest på dag 0. Selvtest til medarbejdere i forbindelse med udbrud udleveres af arbejdsstedet.
Test svarende til dag 3 og 7 - borgere og medarbejdere
I forbindelse med udbrud på botilbud anbefales PCR-test på dag 3 og 7. Denne anbefaling gælder for både borgere og medarbejdere.
Hvor kan jeg blive PCR-testet?
Som medarbejder kan du blive PCR-testet følgende steder:
- På arbejdspladsen, hvis testteamet kommer forbi, mens du er på arbejde
- På friteststeder: find dem her https://instrukser.aalborg.dk/covid-19-landingpage/saadan-goer-du-som-medarbejder/senior-og-omsorg/systematiske-test-og-smitteopsporing
- På regionalt testcenter: find dem her https://rn.dk/sundhed/patient-i-region-nordjylland/coronavirus/coronatest/pcr-test
Ledermail til Voksenafdelingen og Børne- og Familieafdelingen i Job og Velfærd, den 20. april 2022
Kære ledere i Voksenafdelingen og udvalgte ledere i Børne- og Familieafdelingen
Jeg håber, at I alle har haft lidt tid til at nyde påsken og det gode vejr. Træerne grønnes, og det er tydeligt at se, at der er stærkt aftagende smitte på vores område. Måske netop derfor er der også kommet en enkelt ændring, som handler om systematiske test.
NYT om systematiske test
Den nyeste anbefaling er, at medarbejdere udfører selvtest én gang hver 14. dag i forbindelse med en vagt. Slut med systematiske PCR-test og slut med løbende selvtest.
Smitteopsporing og mundbind
Vi venter fortsat på at få opdaterede retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen. Indtil da så fastholdes smitteopsporing på botilbud og anbefaling om mundbind ved tæt borgerkontakt. Så snart vi modtager de nye retningslinjer, så får I besked.
Arkiv januar-marts 2022
Ledermail til Voksenafdelingen og Børne- og Familieafdelingen i Job og Velfærd, den 1. april 2022
Kære ledere i Voksenafdelingen og udvalgte ledere i Børne- og Familieafdelingen
Vi er mange, der har kigget langt efter, at de sidste anbefalinger for håndtering af COVID-19 på socialområdet skulle ophøre. Nu er der kommet en udmelding fra Epidemikommissionen, og du kan læse mere herunder om, hvad den betyder for os. Jeg ved, at det ikke helt er det, mange har ønsket sig. Omvendt er det et signal fra de øverste myndigheder om, at vi endnu ikke er helt ude af COVID-19s skygge.
FASTHOLDES: Systematisk test, brug af mundbind og smitteopsporing
Selvom smittetallene falder og flere og flere restriktioner i samfundet forsvinder, er der fortsat brug for at passe ekstra godt på de mennesker, vi er her for.
Vi FASTHOLDER derfor en række anbefalinger:
- Systematisk test af medarbejdere, der hverken er vaccinerede eller har været smittet, fastholdes
- Medarbejdere skal fortsat anvende mundbind eller visir i situationer med tæt kontakt til borgere
- Smitteopsporing på botilbud fortsætter som hidtil.
Det betyder, at fritest-stederne fortsat er åbne for medarbejdere, og at I fortsat skal ringe til vores interne smitteopsporing på 25200263 ved mistanke om eller bekræftet smitte med COVID-19.
NYT: Slut med PCR-test ved positiv selvtest eller hurtigtest
En positiv hurtigtest eller selvtest behøver ikke længere at blive fulgt op af en PCR-test for at bekræfte testsvar. Dvs., at der nu kan igangsættes smitteopsporing og test så snart, en borger eller medarbejder på et botilbud tester positiv på en hurtigtest eller selvtest.
NYT: Slut med smitteopsporing i udkørende funktioner
Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke længere test og kontaktopsporing af kontakter i udkørende funktioner, hvilket er på linje med anbefalingen for resten af samfundet.
Den gode nyhed er, at vi ikke længere ser særligt meget smitte med COVID-19 sammenlignet med tidligere - men forholdsreglerne fastholdes en tid endnu.
Vi følger meldingerne fra nationalt hold tæt, og så snart der er nyt, får I hurtigst muligt besked.
Ledermail til Voksenafdelingen og Børne- og Familieafdelingen i Job og Velfærd, den 15.03.2022
Kære ledere i Voksenafdelingen og Børne- og Familieafdelingen i Job og Velfærd
I dag tager vi endnu et skridt mod en mere normal hverdag med Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer, som betyder farvel til en række restriktioner på vores tilbud. Derfor kan I også se, at der er blevet væsentligt færre actioncards i vores Indsatsplan for COVID-19 (aalborg.dk)
Vi skal dog fortsat passe ekstra godt på de mennesker, vi er her for. Herunder kan I læse, hvad der er nyt, hvad der fastholdes, og hvad der er på vej.
Hvad er nyt?
Slut med mundbind/visir – træning og TI/HCN
Medarbejdere på træningsområdet og TI/HCN skal fra i dag ikke længere bære mundbind eller visir i kontakten med borgerne. Afskærmning med plexiglas kan fastholdes på steder, hvor I lokalt skønner, at det skaber tryghed og giver mening.
Borgere skal ikke længere bære mundbind i venteværelset.
Obs! Der skal fortsat bæres mundbind i kombination med fulde værnemidler, når man er i kontakt med borgere, som er mistænkt for eller er bekræftet smittet med COVID-19.
Fortsat brug af mundbind eller visir ved tæt kontakt til borger
Fremover skal medarbejdere kun bære mundbind eller visir i situationer, hvor der er tæt kontakt mellem borger og personale. Anbefalingen gælder for følgende både botilbud, dagtilbud og udkørende funktioner.
Besøgende på botilbud og dagtilbud
Besøgende på botilbud og dagtilbud anbefales ikke længere at bære mundbind eller fremvise coronapas i forbindelse med deres besøg.
De kan stadig få udleveret en selvtest, hvis de beder om det.
Besøgende kan fra i dag frit opholde sig på fællesarealer og deltage i spisning og andre sociale arrangementer.
Husk at fjerne alle plakater om brug af mundbind, coronapas og udlevering af selvtest.
Farvel til selvtest før hver vagt
Fremover skal der være selvtest til rådighed på arbejdspladsen, men der er ikke længere krav om test før hver vagt.
Smitteopsporing og test i privatlivet
Sundhedsstyrelsen har ændret anbefalingerne om test således:
- Har du symptomer på COVID-19 og føler dig syg, så bliv hjemme, indtil du er rask igen
- Føler du dig syg og har du brug for at tale med en læge, kan du ringe til egen læge eller lægevagten
- Test anbefales ikke, medmindre der er en sundhedsfaglig grund til det
- Som privatperson anbefales det ikke længere at tage kontakt til nære eller øvrige kontakter, hvis du får en positiv test. I Job og Velfærd fastholder vi dog fortsat smitteopsporing og test, som ovenfor beskrevet.
Læs mere om Sundhedsstyrelsen anbefalinger om hvornår anbefales test for covid-19? - Sundhedsstyrelsen
Hvad fastholdes?
Systematisk test af medarbejdere
De nuværende anbefalinger for test af medarbejdere på botilbud fastholdes indtil videre til 31. marts 2022: Anbefalingen er to ugentlige PCR-test for personer, der HVERKEN er færdigvaccinerede ELLER tidligere smittede.
Hvad er på vej?
Nye anbefalinger for smitteopsporing
Vi venter på nye anbefalinger for smitteopsporing i udkørende funktioner samt smitteopsporing og test på botilbud. I får besked, når der er nyt af fortælle.
Ledermail til Voksenafdelingen og Børne- og Familieafdelingen i Job og Velfærd, den 17.02.2022
Kære Ledere i Voksenafdelingen og Børne- og Familieafdelingen i Job og Velfærd
Jeg ved, at I knokler mange steder for at få vagtplanerne til at hænge sammen, fordi der stadig er stor smitte både blandt medarbejdere og borgere. COVID-19 synes at have nået helt nye højder, og jeg ved, at I gør alt, hvad der står i jeres magt for at sikre de mennesker, vi er her for, de bedste vilkår inden for den ramme, der er mulig. Det sætter jeg virkelig stor pris på, og det skal I alle have stor ros og tak for.
Ændrede anbefalinger for tidligere smittede
Sundhedsstyrelsen har ændret retningslinjerne for varigheden af tidligere smitte. Hidtil har vi opereret med 12 uger - det er nu ændret til 8 uger.
Anbefalingerne for tidligere smittede er nu, at:
- Man ikke bør deltage i systematisk test i 8 uger fra testtidspunktet for den positive test.
- Hvis man udviser symptomer forenelige med COVID-19 anbefales isolation og PCR-test - også selvom det er mindre end 8 uger siden seneste positive test. Det skyldes, at det ikke kan udelukkes, at man er smittet med COVID-19 igen (reinfektion).
Nye smittede meldes fortsat ind
Selvom man i resten af samfundet generelt er sluppet af med restriktioner, så er vi fortsat i fuld gang med at håndtere smitte med COVID-19 på vores dag- og botilbud. For Voksenafdelingen gælder, at I fortsat skal ringe til vores interne smitteopsporing med besked om nye smittede borgere og medarbejdere. Her vil I samtidig kunne få vejledning om håndteringen - præcis som vanligt.
Ledermail til Voksenafdelingen og Børne- og Familieafdelingen i Job og Velfærd, den 28.01.2022
Kære ledere i Voksenafdelingen og Børne- og Familieafdelingen i Job og Velfærd
Så er vi klar til at komme med anvisninger for jer, som arbejder på socialområdet. Vi skal også i den kommende tid være opmærksomme på at passe godt på hinanden og forebygge smittespredning.
FASTHOLDES - mundbind for medarbejdere
Den tidligere anbefaling om, at medarbejdere bærer mundbind i al kontakt med borgere såvel som kolleger, fastholdes.
FASTHOLDES - systematisk test af medarbejdere
Anbefalingen om, at IKKE-vaccinerede medarbejdere bliver PCR-testet en gang om ugen, fastholdes. Det vil fortsat være muligt at benytte friteststederne – se her: Systematisk test og smitteopsporing - Aalborg Kommune
FASTHOLDES - selvtest før hver vagt
Anbefalingen om, at medarbejdere udfører en selvtest før hver vagt, fastholdes.
Besøgende på botilbud
Her vil der nok være lidt forskel fra hhv. før og efter 1. februar for nogle af jer. For botilbud i Voksenafdelingen samt på Danahus, Horisonten og Nøddehuset fastholdes de anbefalinger, der er i dag. Det vil sige:
- Krav om at besøgende bærer mund eller visir på fællesarealer
- Krav om gyldigt coronapas
- Opfordring til test før besøg
- Mulighed for at udlevere selvtest til besøgende, hvis de efterspørger det. Der kan udleveres en selvtest pr. besøgende ad gangen.
For resten af botilbuddene i Børne- og Familieafdelingen gælder, at der efter 1. februar ikke længere vil være særlige krav til besøgende.
Actioncards vil blive tilrettet frem mod 1. februar, og du kan finde dem her: Indsatsplan for COVID-19 (aalborg.dk)
Venlig hilsen
Arne Lund Kristensen
Direktør
Ledermail til alle ledere i Job og Velfærd, den 27.01.2022
Kære ledere
Selvom restriktionerne fra 1. februar ophæves, så skal vi fortsat gøre det, der er nødvendigt for at passe bedst muligt på de ’sårbare’ mennesker, vi er her for. Statsministeren sagde det nok meget præcist, da hun udtalte, at det vil blive lidt bøvlet resten af vinteren. Smittetallene er høje, og det vil de blive ved med at være et stykke tid endnu. Det betyder, at vi fortsat skal være opmærksomme på at forebygge smittespredning og blive hjemme, hvis vi selv er syge. Det betyder også, at vi kan blive udfordrede på at få vagtplaner til at hænge sammen, og det bliver vi ved med at følge tæt.
Administrative arbejdspladser
Fra 1. februar kan medarbejdere igen møde fysisk ind på deres arbejdsplads. Når flere igen møder fysisk ind, skal det være under hensyn til:
- Lokale smitteforhold
- Mulighed for at holde afstand
- Adgang til håndsprit
- Fokus på rengøring af fælles kontaktpunkter
Samtidigt betyder det, at anbefalingen om udstrakt brug af virtuelle møder og seminarer samt aflysning af større sociale arrangementer på arbejdspladsen ophører.
Præcist, hvordan det kan gennemføres, aftales i de enkelte afdelinger og på de lokale arbejdssteder.
SLUT med coronapas for medarbejdere
Fra og med 1. februar ophører kravet om coronapas for medarbejdere. Det samme gælder krav om test, hvis man ikke har et gyldigt coronapas.
Til jer i særlige sociale tilbud
En stor del af de anbefalinger, vi kender om brug af mundbind, test osv., synes at blive fastholdt. Det nye er dog, at det er os som kommune, der skal fastsætte, hvad der er nødvendigt. Vi er ved at se nærmere på, hvad det skal betyde hos os, og I vil få mere præcis besked om det i løbet af i morgen.
Venlig hilsen
Arne Lund Kristensen
Direktør
Ledermail til Voksenafdeling og Børne- og Familieafdelingen i Job og Velfærd, den 25.01.2022
Kære leder i Job og Velfærd
Som I sikkert har hørt gennem pressen, er der kommet nye anbefalinger for isolation for både smittede og nære kontakter i husstanden. Det betyder, at I kan få jeres medarbejdere hurtigere tilbage på job.
NYT om isolation, hvis man er smittet
To nye ting i forhold til isolation af smittede:
- Ved betydende symptomer: Isolation afbrydes så snart symptomerne ophører eller bliver til lettere symptomer – dog ikke tidligere end 4 dage efter testtidspunktet.
- Ved lettere symptomer eller ingen symptomer: Isolation kan afbrydes 4 dage efter testtidspunktet.
NYT om isolation, hvis man er nær kontakt
Nære kontakter skal fremover IKKE i isolation, med mindre de oplever symptomer forenelige med COVID-19. Der er også ændret i måden, nære kontakter skal testes på. Fremover skal nære kontakter testes med hurtigtest eller PCR-test 3 dage efter, den smittedes testtidspunkt. Det vil sige, at man kan møde på arbejde, selvom ens bo- eller ægtefælle derhjemme er smittet.
NYT om test af øvrige kontakter
Fremover skal øvrige kontakter testes 3 dage efter den smittedes testtidspunkt. Øvrige kontakter skal forsat IKKE i isolation, med mindre de oplever symptomer forenelige med COVID-19.
Definitionen af ”øvrige kontakter” går på, om man har været tæt på en person med covid-19, som man ikke bor sammen med. Sundhedsstyrelsen har en nærmere definition af øvrige kontakter her. Hvis du er leder på en institution, botilbud mv., eller for medarbejdere med udkørende funktioner, bør du se i vedhæftede bilag ”Anbefalinger for øvrige kontakter.”
Du kan læse mere i to korte oversigter:
NYT Hjælp dine isolerede medarbejdere godt tilbage på job
De nye anbefalinger for isolation betyder, at smittede medarbejdere kan komme tilbage på arbejde efter 4 dage i isolation, hvis de ikke har symptomer på COVID-19.
Det betyder også, at nære kontakter (altså medarbejdere i isolation på grund af smitte i husstanden) kan vende tilbage på arbejde.
Derfor vil jeg anbefale, at du tager direkte kontakt til dine medarbejdere, der er i isolation, for at sikre dig, at de ved, præcis hvornår de kan vende tilbage til jobbet.
Husk også de gode råd om smitteforebyggelse
De gode råd om smitteforebyggelse er også værd at repetere ofte.
De er:
- Bliv vaccineret
- Bliv hjemme og bliv testet, hvis du har symptomer
- Hold afstand
- Luft ud og skab gennemtræk
- Vask hænder tit eller brug håndsprit
- Gør rent, særligt på overflader som mange rører ved.
Husk selvtest før hver vagt og mundbind – Voksenafdelingen og Børne- og Familieafdelingen
De nye regler om isolation understreger vigtigheden af selvtest før hver vagt.
Mind gerne dine medarbejdere om test før vagt en ekstra gang.
Anbefalingerne om at bære mundbind i kontakten med borgere og kolleger er uændret.
Venlig hilsen
Arne Lund Kristensen
Direktør
Ledermail til Voksenafdelingen i Job og Velfærd, den 24.01.2022
Kære ledere
Smittetrykket er fortsat højt i samfundet og vi ser også smitte på flere af vores tilbud i Job og Velfærd. Med jeres gode indsats lykkes vi heldigvis fortsat med at sikre den nødvendige støtte til de mennesker vi er her for.
I Senior og Omsorg er fraværet på grund af COVID-19 nu så højt, at der er brug for alle gode kræfter, for at få det hele til at hænge sammen. Det er en anden og mere udtalt kritisk situation, end den vi står i her i Job og Velfærd.
Derfor har Senior og Omsorg i dag rakt ud til os for at bede om hjælp i denne helt ekstraordinære situation. Helt specifikt er der en forespørgsel om social- og sundhedshjælpere og/eller social- og sundhedsassistenter fra vores område har mulighed for at tage ekstravagter på plejehjem og i hjemmeplejen.
Mulighed for ekstravagter
Der er indgået en aftale om honorering af frivilligt ekstra arbejde (FEA) til social- og sundhedsmedarbejdere på plejehjem og i hjemmeplejen.
Honorering af medarbejdere (FEA):
- Akut udækket vagt uden for medarbejderens normale vagt, giver et tillæg på pr. vagt: Kr. 900
Derudover honoreres medarbejdere jf. Arbejdstidsaftalen mht.
- overarbejde
- arbejdstidsbestemte tillæg
- manglende fridøgn
- manglende varsel osv.
Medarbejderne kan melde sig her
Medarbejdere, som har tid og overskud til ekstra vagter, skal kontakte AK Vikar på tlf. 9931 5191 eller på e-mail akvikar-aeh@aalborg.dk
Venlig hilsen
Arne Lund Kristensen
Direktør
Ledermail til Voksenafdelingen i Job og Velfærd, den 21.01.2022
Kære ledere i Voksenafdelingen i Job og Velfærd
Tilbage til normal drift af dagtilbud
Aftalen om omlægning af dagtilbud udløber den 28. januar og umiddelbart herefter går vi tilbage til normal drift. Dette skal ses i lyset af, at det omkringliggende samfund også i høj grad er åbent til trods for det høje antal smittede.
Vi skal fortsat passe på hinanden
I dagtilbuddene vil det være nødvendigt at fortsætte med de tiltag, som I allerede kender:
- Inddeling i mindre grupper
- Undgå arrangementer på tværs af faste grupper
- Fokus på rengøring og hygiejne
- Kravet om mundbind i busserne gælder fortsat som i resten af samfundet
Let adgang til test for medarbejdere
Medarbejdere kan fortsat benytte sig af Fritest stederne, hvor der tilbydes både hurtigtest og PCR-test uden tidsbestilling. Se steder og åbningstider her: Systematisk test og smitteopsporing - Aalborg Kommune se under det grå felt ”Fritest”.
Venlig hilsen
Arne Lund Kristensen
Direktør
Ledermail til Voksenafdeling og Børne- og Familieafdelingen i Job og Velfærd, den 18.01.2022
Kære ledere i Voksenafdelingen og Børne- og Familieafdelingen i Job og Velfærd
Smitten stiger stadig i Danmark, men heldigvis er kurven ikke så stejl som først frygtet - og heldigvis stiger indlæggelsestallene slet ikke i samme grad. Det giver dog et pres, som vi især kan mærke på bo- og døgntilbuddene i Voksenafdelingen. Et pres, som kan give bekymring.
Vi har derfor haft drøftelser med de faglige organisationer om at etablere et ekstra beredskab. Det er dog stillet i bero – for selvom smittetallene er høje, så er de heldigvis indtil videre stabile. Vi er dog klar til at gå videre med dette, hvis situationen igen tager en mere alvorlig drejning.
Anbefalinger for nære kontakter
En del af jer oplever at skulle vejlede medarbejdere, der er nære kontakter til dem, de bor sammen med. Vedhæftede oversigt kan hjælpe jer lidt på vej i, hvilke anbefalinger der er for nære kontakter.
Testsvar ved smitte på botilbud
Hvis I har fået lavet et oversigtsskema via vores interne Smitteopsporingslinje, så vil I på hverdage få automatisk besked af vores hygiejnesygeplejersker, så snart de har testsvar til jer. I bliver kontaktet og skal ikke selv henvende jer til smitteopsporingen eller hygiejnesygeplejerskerne.
I weekender skal I selv ringe til Region Nordjyllands corona-hotline på tlf. 9764 8463 OG selv skrive testsvar i oversigtsskemaet.
Testsvar på enkelte borgere
På hverdage kontaktes egen læge eller hygiejnesygeplejerske Anette Jensen på tlf. 9766 0649 eller hygiejnesygeplejerske Birgitte Pedersen på tlf. 2077 9646 mellem kl. 8-15.
I weekender skal I ringe til Region Nordjyllands corona-hotline på tlf. 9764 8463.
Det er fortsat vigtigt, at I får indhentet testsvar - også i weekenderne, så vi får brudt smittekæderne hurtigst muligt.
Venlig hilsen
Arne Lund Kristensen
Direktør
Ledermail til Voksenafdeling og Børne- og Familieafdelingen i Job og Velfærd, den 12.01.2022
Kære leder
Den første ledermail efter nytår markerer samtidig et goddag til vores nye forvaltning - og dermed mange nye fællesopgaver til alles fælles bedste – fx coronahåndtering. Fremover vil vi som noget nyt sende ledermails ud til alle ledere i hele Voksenafdelingen og til de dele af Børne- og Familieafdelingen, som arbejder med botilbud. De erstatter de ledermails om håndtering af corona, som I har været vant til at få i de ”gamle” forvaltninger.
Har du spørgsmål om coronahåndtering?
Vi har en fælles smitteopsporingslinje sammen med Senior og Omsorg, hvor du kan ringe ind og få vejledning og hjælp til smitteopsporing på arbejdspladsen:
- Ring på 2520 0263
- Åbningstiderne er mandag til fredag kl. 8-15 og weekend og helligdage kl. 9-14
Fælles actioncards
Jer, der kommer fra Ældre- og Handicapforvaltningen, har været vant til at læse om coronahåndteringen i actioncards her: Indsatsplan for COVID-19 (aalborg.dk)
Disse actioncards er fortsat gældende og kan sikkert også bruges i dele af Børne- og Familieafdelingen.
Lige nu står der i alle actioncards, at de er gældende for medarbejdere i Ældre- og Handicapforvaltningen – det vil blive rettet til i de kommende dage.
Har du spørgsmål til brug af actioncards, kan du kontakte chefkonsulent Lisbet Trap-Jensen Torp på mail: lisbet.trap@aalborg.dk
Test på botilbud og midlertidige pladser
Ved smitteudbrud på botilbud og midlertidige pladser testes der som følger:
- Test svarende til dag 0 – hurtigtest eller PCR-test
- Test svarende til dag 4 – PCR-test
- Test svarende til dag 7 – PCR-test
- Test hver 7. dag indtil der ikke er nye smittede – PCR-test
Mange af jer vil opleve, at det allerede er implementeret over jul og nytår.
Actioncard er opdateret:
- Test af borgere for COVID-19 på et tilbud (aalborg.dk)
- Test af medarbejdere for COVID-19 på et tilbud (aalborg.dk)
Udkørende medarbejdere: Test efter besøg hos smittet borger
Medarbejdere i udkørende funktioner, som kun har båret mundbind ved besøg hos en smittet borger, testes som følger:
- Dag 0 - Kviktest/selvtest
- Dag 4 - PCR-test.
Hvis medarbejderen har båret mundbind OG visir/beskyttelsesbriller er test ikke nødvendig.
Actioncards er under opdatering: Test af medarbejdere for COVID-19 - udkørende funktioner (aalborg.dk)
Udkørende medarbejdere: Orientering om smittet medarbejder
Indtil i dag har I skullet informere borgere både telefonisk og skriftligt, hvis en smittet medarbejder har været i deres hjem. Det skal I ikke fremover. Det skyldes, at medarbejderne lige nu anvender enten mundbind eller visir i al borgerkontakt.
Actioncard er opdateret: Medarbejder testet positiv for COVID-19 - udkørende funktioner (aalborg.dk)
Registrering af fravær pga. COVID-19
Medarbejderes fravær relateret til COVID-19 skal fortsat registreres som følger:
- C (for COVID-19 som årsag)
- K (for karantæne som årsag – altså når man er isoleret pga. at en i husstanden er smittet med COVID-19).
Dette gøres i bemærkningsfeltet i lønsystemet i f.m. arbejdsgiverens registrering af fravær.
Det er vigtigt, at fraværet registreres korrekt, da der udbetales refusion fra 1. fraværsdag, når fraværet skyldes COIVD-19.
Bestilling af selvtest i TrueTrade
Vi henstiller til, at I bestiller selvtests til en uges forbrug ad gangen for at sikre et jævnt træk på vores lager.
Udkørende medarbejdere: Test efter besøg hos smittet borger
Medarbejdere i udkørende funktioner, som kun har båret mundbind ved besøg hos en smittet borger, testes som følger:
- Dag 0 - Kviktest/selvtest
- Dag 4 - PCR-test.
Hvis medarbejderen har båret mundbind OG visir/briller, er test ikke nødvendig.
Actioncards er under opdatering: Test af medarbejdere for COVID-19 - udkørende funktioner (aalborg.dk)
Udkørende medarbejdere: Orientering om smittet medarbejder
Fremover orienterer vi udelukkende telefonisk, når en borger har haft besøg af en medarbejder, som efterfølgende er testet positiv for COVID-19.
Ny digital smitteopsporing fra Styrelsen for Patientsikkerhed
Styrelsen for Patientsikkerhed har lanceret to nye digitale selvbetjeningsløsninger for smittede og nære kontakter, som kan bruges i stedet for at ringe til dem for vejledning og henvisning til hurtig PCR-test:
- Smittede får nu brev i e-Boks med link til information og online tidsbestilling til test
- Nære kontakter kan nu få vejledning og bestille tid til hurtig PCR-test online: Spørgsmål og svar – Coronaprøver (coronaprover.dk)
Husk selvtest før hver vagt
Vi kan se, at selvtest før hver vagt er et rigtig godt og pålideligt supplement til systematisk test. Derfor er det vigtigt løbende at minde hinanden om at huske selvtest før hver vagt.
Udlevering af selvtest til besøgende
På botilbud gælder at besøgende kan få udleveret en selvtest, ved ankomst til tilbuddet, så de har mulighed for at teste sig umiddelbart i forbindelse med besøget. Den besøgende er selv ansvarlig for at udføre testen og aflæse testsvaret.
Får I tjekket coronapas?
Hyppig kontrol af coronapas hjælper os med at holde smitten nede - både blandt medarbejdere og besøgende på vores tilbud.
Tjek gerne, om plakaten om krav om coronapas stadig hænger meget synligt ved indgangen. Plakaten er vedhæftet denne mail.
Tjek og flyt rundt på plakater
Plakater har det med at blive "usynlige", når de har hængt længe. Det samme gælder de gode råd om smitteforebyggelse. Så, når I alligevel pakker julepynten ned, er det en god idé at støve de gode råd af og flytte plakaterne, så de bliver synlige igen.
De gode råd er:
- Bliv vaccineret
- Bliv hjemme og bliv testet, hvis du har symptomer
- Hold afstand
- Luft ud og skab gennemtræk
- Vask hænder tit eller brug håndsprit
- Gør rent, særligt på overflader som mange rører ved.
Hent plakaterne her
Venlig hilsen
Arne Lund Kristensen
Direktør