Ansættelsesretlige forhold
Rejser
Som vaccineret kan du rejse frit i det meste af verden. Fra fredag den 15. oktober blev verdens lande ikke længere farvet på baggrund af COVID-19 situationen. I stedet vil Udenrigsministeriets rejsevejledninger fremover være baseret på vurdering af sikkerhedsrisici som konflikter, uro og naturkatastrofer.
Mange lande har dog stadig indrejseforbud eller væsentlige indrejserestriktioner for danske rejsende, også færdigvaccinerede. Som ikke-vaccineret vil du oftere møde begrænsninger og krav om test og isolation, også efter hjemkomst.
Hvis du er på rejse eller trods Udenrigsministeriets anbefalinger planlægger at rejse, bør du være opmærksom på, at man i andre lande med kort varsel kan indføre restriktioner for at forhindre og begrænse udbredelse af smitte med coronavirus/Covid-19. Restriktionerne kan være tvungen karantæne, aflysning af flyafgange, lukning af grænseovergange eller andet.
Evt. krav om isolation i forbindelse med hjemkomst fra udlandet
Vær opmærksom på, at der kan gælde regler om isolation i forlængelse af udlandsrejser, denne form for isolation er tjenestefri uden løn. Alternativt kan aftales anden frihed i form af ferie, afspadsering eller anden frihed. Der henvises til Rejser til eller via Danmark (coronasmitte.dk)
Mistanke om smitte
Sundhedsstyrelsen har den 24. januar 2022 ændret anbefalinger for selvisolation ved COVID-19 smitte, som selvfølgelig også er gældende for Aalborg Kommune.
Fremover skal smittede personer kun være isoleret i fire døgn, hvis man ingen eller meget få symptomer har.
Smittede med symptomer kan afslutte sin isolation, når symptomerne er ophørt. Tidligere skulle man vente til 48 timer efter, at symptomerne var ophørt.
Det er fremover også kun smittede personer, der skal isoleres. Nære kontakter skal ikke længere isolere sig.
De samlede anbefalinger er følgende:
Betydelige symptomer
- Gå i isolation
- Bliv PCR-testet
- Ved negativ PCR-test kan isolation afbrydes
- Ved positiv PCR-test kan isolation afbrydes så snart symptomerne ophører eller bliver til lettere symptomer – dog ikke tidligere end fire dage efter testtidspunktet
Lettere symptomer eller asymptomatiske
- Ved positiv- hurtig eller PCR-test
- Gå i isolation
- Hvis positiv hurtigtest anbefales PCR-test
- Isolation kan afbrydes efter 4 dage fra testtidspunktet
- Hvis der opstår betydende symptomer i forløbet, kan isolation ophæves, så snart symptomerne ophører – dog ikke tidligere end fire dage fra testtidspunktet
Nær kontakt til smittet i hjemmet eller kæreste
- Ingen isolation uanset tidligere smitte og vaccinationsstatus
- Anbefales hurtigtest eller PCR-test tre dage efter den smittedes testtidspunkt
- Opmærksomhed på håndhygiejne og mundbind i kontakt til kolleger og borgere
Andre kontakter
- Ingen isolation uanset tidligere smitte og vaccinationsstatus
- Der kan foretages en hurtigtest eller selvtest tre døgn efter den smittedes testtidspunkt
Definitioner
Betydende symptomer
- Feber, ondt i halsen, vedvarende hoste, nysen og vejtrækningsbesvær, hvor der samtidig er almen sygdomsfølelse hos den smittede.
Lette symptomer
- Ikke-betydende symptomer som løbenæse, ’kriller’ i halsen, enkelte host m.v., der typisk vil være forbigående og uden almen sygdomsfølelse.
Testtidspunkt
- Tidspunkt for udførelse af podning i næse eller svælg. Tid fra testtidspunkt regnes fra hele klokkeslæt til hele klokkeslæt f.eks. fra podning mandag kl. 14.25 til ophævelse af selvisolation fredag kl. 14.00. Hvis der er udført både antigen- og PCR-test regnes fra tidspunkt for første podning med positivt testsvar.
Selvbetjeningsløsninger
Der er kommet to forskellige selvbetjeningsløsninger, som du kan bruge som alternativ til at ringe til Styrelsen for Patientsikkerhed for vejledning:
- Til dig der er smittet med COVID-19: Guide: Hvis du er testet positiv (coronasmitte.dk)
- Til dig der er nær kontakt til en smittet: Nære kontakter: Guide (coronasmitte.dk)
Vaccination
Fri til vaccination
Aalborg Kommune støtter op om aktiviteten og følger KL´s anbefalinger om, at arbejdsgiver udviser fleksibilitet.
Det betyder, at den enkelte arbejdsplads udviser fleksibilitet ift. afspadsering eller tjenestefri uden løn, hvis tjenesten tillader det. Der vil altså være tale om fritid, hvor der ikke betales økonomisk kompensation, uanset om vaccinationstidspunktet ligger indenfor eller udenfor arbejdstid.
Vaccinerede personer i øget risiko
Den øgede beskyttelse ved vaccination gør at færdigvaccinerede personer i øget risiko:
- I større omfang kan være sammen med den nærmeste familie eller nære venner
- Kan i større omfang have fysisk kontakt med familie og nære venner fx give et kram eller holde i hånden
- Kan deltage i aktiviteter med flere mennesker fx gå til fritidsaktiviteter
- Kan benytte offentlig transport og handle ind, uden at begrænse det til tidspunkter uden for myldretiden
Det er Sundhedsstyrelsens anbefaling, at færdigvaccinerede (dvs. 14 dage efter 2. vaccination, uanset vaccine) personer i øget risiko kan gå på arbejde, som de plejer, hvis Sundhedsstyrelsens råd til forebyggelse af smitte kan overholdes. Vaccinerede personer i øget risiko for et alvorligt forløb bør dog fortsat ikke varetage funktioner, hvor deltagelse i pleje, omsorg eller behandling af eller tæt kontakt med personer med mistænkt eller bekræftet COVID-19 udgør størstedelen af arbejdet.
Fx bør vaccinerede personer i øget risiko for nuværende, fortsat ikke varetage funktioner i en akutmodtagelse eller på et COVID-19 afsnit, hvor COVID-19 patienter må forventes at udgøre en større andel af patientpopulationen. Modsat kan en vaccineret person i øget risiko godt deltage i pleje, omsorg eller behandling af eller tæt kontakt med patienter på andre afdelinger på et sygehus, af borgere i hjemmeplejen mv. hvor andelen af personer der er mistænkt for COVID-19, anses for at være lille.
Særligt for gravide
Færdigvaccinerede gravide kan som udgangspunkt undtages for omplacering og/eller hjemsendelse fra graviditetsuge 28+0. Ud fra et forsigtighedsprincip bør gravide ikke varetage patientrettede behandlings- eller plejeopgaver i akutmodtagelse, COVID-19 afsnit eller lignende, ligesom det gælder øvrige færdigvaccinerede personer i øget risiko. Den gravides partner behøver ikke at blive omplaceret hvis enten de selv eller den gravide er færdigvaccineret, heller ikke selvom de arbejder på COVID-19 afsnit eller akutmodtagelse mv. Der kan være særlige individuelle faktorer, der sætter den gravide i særlig risiko på trods af færdigvaccination. Det vil derfor være relevant at foretage en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, hvor det anbefales, at medarbejderens egen læge inddrages i beslutningen om, hvad den færdigvaccinerede gravide kan og må. På den måde sikrer arbejdsgiver, at rette beslutning bliver truffet for den enkelte inden for den ramme, der er givet af Sundhedsstyrelsen.
Registrering og oplysninger om COVID-19
Er det berettiget, at arbejdsgiver registrerer og videregiver oplysninger om COVID-19?
Datatilsynet har den 5. marts 2020 bl.a. udtalt,
”…at en arbejdsgiver inden for rammerne af databeskyttelsesreglerne i vidt omfang kan registrere og videregive oplysninger, der ikke er så konkrete og specifikke, at de kan anses for helbredsoplysninger, når situationen nødvendiggør det. Det kunne f.eks. være:
- at en ansat er hjemvendt fra et såkaldt ”risikoområde”
- at en ansat er i hjemmekarantæne (uden nærmere at angive årsagen)
- at en ansat er syg (uden nærmere at angive årsagen)
Efter omstændighederne vil det også være berettiget, at arbejdsgiveren registrerer og videregiver oplysninger, der må anses for helbredsoplysninger, f.eks. at en medarbejder er smittet med ny coronavirus. Hensynet her kan fx være, at ledelsen og kollegaer kan træffe de nødvendige forholdsregler.
Det er imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at registreringen eller videregivelsen skal være saglig, ligesom de oplysninger, der registreres og videregives, skal begrænses til det nødvendige. Arbejdsgiveren bør derfor overveje:
- om der er en god grund til at registrere eller videregive de pågældende oplysninger
- om det er nødvendigt at specificere oplysningerne, herunder om formålet kan opnås ved at ”fortælle mindre”
- om det er nødvendigt at nævne navne – f.eks. navnet på den person der er smittet og/eller i hjemmekarantæne”
Må man spørge om en medarbejder har COVID-19?
Udgangspunktet er, at arbejdsgiver ikke må spørge om årsagen til medarbejderens sygefravær. Da covid-19 er en meget smitsom sygdom, er det hensigtsmæssigt, at medarbejderen på eget initiativ oplyser, hvis der er tale om sygdom på grund af COVID-19 eller mistanke om det. Af samme hensyn er det også hensigtsmæssigt, at medarbejder oplyser om hhv. positivt og negativt testresultat for covid-19.
Ferie
Feriehindring?
Det er ikke en feriehindring, at man ikke kan gennemføre en planlagt rejse, fordi landet har indrejserestriktioner eller Udenrigsministeriet har frarådet rejser til området/landet.
Hvis medarbejderen i sin ferie skal i karantæne og isolation grundet sundhedsmyndighedernes retningslinjer, så er det sidestillet med en feriehindring, og derved er der karensdage og evt. erstatningsferie.
Der kan dog udføres arbejde under karantænen/isolationen afhængig af arbejdets karakter og selvfølgelig afhængig af, hvorvidt man har symptomer eller ej. Medarbejderen kan godt vælge at fastholde sin ferie alligevel, men kun hvis lønmodtager selv ønsker det.
Kan man inddrage planlagt ferie og i givet fald med hvilket varsel?
Når ferien først er fastlagt, kan den som udgangspunkt ikke ændres, medmindre det aftales. I helt særlige undtagelsestilfælde har arbejdsgiver mulighed for at ændre planlagt ferie, hvis følgende tre betingelser er opfyldt:
• Der er tale om væsentlige driftsmæssige hensyn
• Den opståede situation er upåregnelig for arbejdsgiveren
• Det skal være nødvendigt at ændre ferien for netop denne medarbejder
Det er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings vurdering, at bestemmelsen kan finde anvendelse i denne særlige situation med COVID-19, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.
Det betyder, at der skal være tale om en konkret vurdering i forhold til kommunens drift og behovet for den konkrete lønmodtager. Et eksempel kunne være inddragelse af ferie for sundhedspersonale, som er nødvendige for at løse opgaver i forbindelse med COVID-19.
Medarbejderen har ret til at få erstattet et eventuelt tab som følge af inddragelse af ferien.