Vederlagsfri udlevering af mundbind
Gælder for
Medarbejdere, der udleverer mundbind vederlagsfrit til borgere i henhold til §7 i bekendtgørelsen om særlige foranstaltninger vedr. forsyning af medicinsk udstyr og personlige værnemidler i forbindelse med håndtering af coronavirussygdom (Covid-19).
Hvem udleveres til
Der udleveres til borgere, for hvem det vil være en væsentlig økonomisk byrde selv at anskaffe sig mundbind til brug for transport i den kollektive trafik. Det er for eksempel socialt udsatte, kontanthjælpsmodtagere og folk på integrationsydelse.
Hvor mange skal udleveres
Der kan udleveres maksimalt 10-20 stk. mundbind pr. borger.
Hvordan skal udlevering foregå
- Du skal have rene hænder, når du udleverer mundbind. Afsprit hænderne inden du udleverer mundbind.
- Du skal bære mundbind, når du udleverer mundbind.
- I forbindelse med udlevering af mundbind, må du ikke have berøring med modtagerne.
- Mundbind udleveres i 5 eller 10 stk. pakker. Pakkerne skal være i lukket, intakt emballage. Mundbind skal som alle andre værnemidler opbevares rent.
- Ved udleveringsstedet skal der være et synligt billede af originalemballage, hvor man kan se CE mærket, samt fabrikantens navn og adresse samt evt. EU-repræsentantens navn og adresse. Det skal fremgå af plakaten, om mundbindet er til engangs- eller flergangsbrug.
- Ved udleveringsstedet skal synligt ophænges plakat fra sundhedsstyrelsen om korrekt brug af mundbind eller der skal udleveres brugsvejledning.
- Der skal stilles hånddesinfektion til rådighed for borgerne ved udleveringsstedet.
Opbevaring af mundbind
- Mundbind skal opbevares rent, i lukket skab, lukket boks eller på hylder i lukket depot.
- Der må ikke opbevares urene artikler sammen med mundbind. Det betyder bl.a. at transportemballagen ikke må opbevares i det rene depot/skab/boks.
- Du skal have rene hænder, når du henter mundbind fra skabet/depotet/boksen hvor mundbind opbevares.